Retur: Oversigt over Kursusmaterialer
 Indledning 
( Åndelige tekster til inspiration og glæde )
Retur: Oversigt Lysets Love
Retur: Portal
Retur: Portal
 
 
Virkningsfulde bønner og påkaldelser
1        2        3        4        5        6        7        8        9        10        11        12        13        14

 
 
 
Generelt omkring bønner
Print fra pdf-fil  i A4 format
Print fra pdf-fil  i A4 format
 
 
 
 
Bønnen spiller indenfor kristendommen en central rolle, men ordet »bøn« benyttes om mindst fire forskellige former for bøn, fx anmodning, forbøn, tilbedelse og kontemplation.
 
 
»Anmodningsbønnen er, at man beder om noget til sig selv.

Forbønnen er, at man beder om noget for andre.

Tilbedelse er brugen af intellekt, følelse, vilje og forestillingsevne til at foretage andagtsøvelser, som retter sig mod Gud i hans personlige aspekt eller som inkarneret i menneskeskikkelse.

Kontemplation er den tilstand af opmærksom passivitet, hvori sjælen lægger sig blot og åben for den guddommelige årsag indeni og udenfor, den immanente og transcendente Guddom.«
 
 
Det psykologisk set næsten er umuligt for et menneske at praktisere kontemplation uden at forberede sig. Her kommer meditation ind i billedet, men inden for kristendommen har man hovedsageligt som følge af den kristne tradition benyttet udtryk som fx førnævnte anmodning, forbøn osv. for den åndelige øvelse, som i Østen betegnes meditation.

Bønnen er således et middel til at forberede intellekt og følelse til kontemplation, hvori sjælen i det væsentlige er passiv i forhold til Guddommen. »I Orienten blev systematiseringen af den indre bøn praktiseret fra et tidspunkt, som ikke kendes nøje, men som ligger meget langt tilbage.

Både i Indien og Kina vides åndelige øvelser (ledsaget eller forberedt af mere eller mindre kunstfærdige legemsøvelser, navnlig åndedrætsøvelser) at være blevet brugt århundreder før Kristi fødsel.

I Vesterlandet tilbragte Thebais-munkene en betydelig del af hver dag med meditation som middel til kontemplation eller den forenende erkendelse af Gud; og i alle perioder af den kristne historie er en mere eller mindre metodisk form for indre bøn i vid udstrækning blevet brugt til at supplere den offentligt og i løndom udtalte bøn.

Men systematiseringen af den indre bøn til kunstfærdige åndelige øvelser synes ikke at være sket før hen imod slutningen af Middelalderen

Det er først i de senere år, at man har erkendt vekselvirkningen mellem indisk tanke og den tidlige europæiske kultur. Tidligere var man af den opfattelse, at den græske filosofis opståen stort set var en isoleret og strengt europæisk kultur, men flere og flere bl.a. H.P. Blavatsky og Aurobindo Ghose støtter den tanke, at Platons lære var af østerlandsk oprindelse.

Mange er ligeledes af den opfattelse, at Paulus, der tilhørte en kreds af indviede, såvel som andre, tilførte kristendommen islæt fra de ægyptiske og græske mysterier.

Platon og hans akademis indflydelse strakte sig et stykke ind i den kristne æra, og nyplatonisten Plotin, der var den største forkynder af denne nye mystisk-filosofiske helhedsopfattelse af tilværelsen, virkede som det led, hvorigennem meget af denne lære passerede ind i den tidlige kristendom.

Platon var således den kristne filosofis fader, fremfører Geoffrey Hodson (1955), og Johannes er klar platonist, hvilket fremgår af hans åbningsvers. Logos læren er ren platonisme.

Han fortsætter med at sige, at Plotin er den kristne mystiks fader.
Plotin var eksempelvis af den opfattelse, at mennesket gennem udøvelse af dyder og ved kontemplation af sandheden kunne udvikle evnen til at træde i direkte forbindelse med den Ene, således at den ene i mennesket blev ét med universets Ene.
 
 
Kilde: Preben Sørensen
Bogtitel: Meditationsteknikker. Veje til harmoni og selverkendelse
Forlag: Borgen