Retur: Oversigt Lysets Mestre
Herren Gautama Buddha
Retur: Nyt og Aktuelt
Retur: Links oversigt
Billede + Viden
     

 
     
Var Visdommens og realismens store lærer.

Han har i mange år medvirket ved den ældgamle Wesak-fest i Østen, hvor Han kanaliserede en dual kraftstrøm af Goodwill fra Den Planetariske Logos og, mere styret, fra Sanat Kumara.

I årene 1936 – 43 blev der ved Wesak fuldmånerne (i Tyrens tegn) arbejdet mere intenst på at gøre verdenstjenerne i Øst og Vest, mere bevidste om kraftoverførslen, og mere samarbejdsvillige i at formidle Goodwill ud i Verden.

Siden da er Wesak blevet mere kendt i Vesten, hvor den nu fejres som en af årets store højtider.

Information om Wesakfesten i bøger af ældre dato er ikke pålidelig. Meget er forandret, gjort stærkere og mere direkte.

Herren Gautama blev totalt løst fra Jorden af Sanat Kumara, og siden da er Gautama blevet gradvis fjernere.

Han er på en Vej til højere udvikling.

Den Vej er ikke Vejen til Planetariske Logoi.
     
 
 
     
Herren Buddha har stået for Verdens Lys.

Da Han inkarnerede som Gautama Buddha, underviste Han i Lysets og Visdommens
principper og anviste en vej ud af illusionernes verden.

Da Han trak sig tilbage fra det fysiske plan, skabte Han et mægtigt lyslegeme, der siden da har stimuleret vismænd, munke, nonner og yogier i Østen.

I sit nye samarbejde med Herren Maitreya bringes lyset fra det kærlighedslegeme, som skabtes ved Jesu død, til Østen, medens Vesten får tilført mere lys fra Buddhas lyslegeme.

Herren Buddha har dannet bro mellem Shamballa og Hierarkiet. Gradvis er Han nu ved at overtage embedet som Jordens Indre Konge.

Herren Maitreya Kristus og Herren Buddha har repræsenteret henholdsvis kærligheds- og visdomsaspektet her på kloden.
     
 
 
     
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Lidt om Buddhas lære

Buddhas lære om de fire hellige sandheder. Disse fire sandheder er formet efter det traditionelle vediske mønster som en læges diagnose og forskrift, identificeringen af sygdommen, dens årsag, udtalelsen om, hvorvidt den kan helbredes, og beskrivelse aflægemidlet.

Disse fire hellige sandheder drejer sig om:
Lidelsen, lidelsens årsag, lidelsens ophør og vejen, det vil sige den ottefoldige vej.

Denne består af : 1) Ret anskuelse eller kundskab.
2) Ret beslutning.
3) Ret tale.
4) Ret handlemåde.
5) Ret levevis.
6) Ret stræben.
7) Ret eftertanke.
8) Ret meditation eller selvfordybelse

Buddha blev født omkring 560 f.Kr.. Han var en indisk fyrstesøn og stammede fra den fornemme sakyaslægt, der havde hjemsted i Himalaya-området i den sydlige del af det nuværende Nepal. Der knytter sig mange legender til hans moders undfangelse af ham og til hans fødsel.

Selve navnet Buddha er ligesom Kristus ikke et egentligt personnavn, men en titel, der betyder den oplyste eller den fuldt vågne. Ifølge den buddhistiske mytologi har der været flere forgængere, og der vil komme nye i fremtiden.

Buddhas virkelige navn var Siddhartha Gautama. Han blev også kaldt Sakyamuni (den vise sakyer) eller Tahagata (den, der har vandret vejen til ende, eller den, der vandrer i sine forgængeres fodspor), en titel der gives enhver buddha, men specielt Gautama.

Det var Siddharthas møde med det forgængelige liv, som hans fader havde forsøgt at skåne ham for, der fik ham til at forsage et liv i rigdom og velstand for at søge det uforgængelige og Virkelige.

En dag, da han trods faderens forbud havde forladt paladsets mure, mødte han for første gang lidelsen og sorgen i skikkelse af en syg, en olding og et lig. Dette syn gav ham et voldsomt chok, og han så denne verdens forgængelighed og stillede sig selv spørgsmålet, om der fandtes noget, som ikke var forgængeligt.

Det fortælles videre, at oplevelsen gjorde den ellers så muntre Siddhartha indadvendt og grublende, og en dag, da han var 29 år gammel, forlod han sin smukke hustru og nyfødte søn for at begynde sin søgen efter det uforgængelige.

Han gik i lære hos to vismænd, som indførte han i yogaen. Senere foretog han sammen med fem asketer bodsøvelser i seks år. Men på et tidspunkt, da han var nær sultedøden, brød han fasten og forlod asketerne, hvorefter han levede et liv alene i dyb meditation.

Efter syv års vandringer, studium, askese og fordybelse kom Siddhartha en dag til et smukt sted, hvor han satte sig i dyb meditation under et figentræ, der nu kaldes Bodhi-træet, hvilket betyder erkendelsens træ. Han havde sat sig med korslagte ben, rank og ubevægelig og med ansigtet vendt mod øst, og han tog den uigenkaldelige beslutning: »Lad hud, sener og ben tørre ind, lad kød og blod i mit legeme tørre hen, jeg vil ikke forlade denne stilling, før jeg har nået den fuldkomne erkendelse.«

Den første nat gennemskuede Siddhartha Gautama sine tidligere tilværelsers vældige kæde af reinkarnationer gennem talløse opståede og forsvundne verdener. I den anden nattevagt så han utallige væsener forsvinde og blive genfødt og forstod, at de blev født på ny i kår, der stod i forbindelse med deres tidligere gerninger. De høstede, hvad de havde sået.

I den tredje nat blev tilværelsens sammenhæng i en række betingede forhold af årsag og virkning (karma) åbenbaret for ham.

Han havde nu nået den store oplysning og var blevet en buddha. Mara, en personificering af den store illusion eller sanseverdenens hersker, måtte erkende, at han ikke længere havde magt over ham. Under Buddhas dybe meditation havde han nemlig forgæves fristet ham, og efter den store oplysning søgte Mara slutteligt at formå Buddha til at beholde den nyvundne viden for sig selv og gå ind i den nirvanske tilstand, det vil sige en tilstand af absolut viden og salighed, men Buddha valgte, beretter historien videre, at dele sin erkendelse med andre, tilskyndet hertil af guden Brahma.

Buddha opsøgte nu de fem asketer og holdt sin første så berømte Benarestale for dem. De blev de første munke i Buddhas orden. I 40 år vandrede Buddha nu omkring og forkyndte sin lære, og da han var omkring de 80 år og følte døden nærmede sig, samlede han sine udvalgte disciple omkring sig for at give dem sine sidste anvisninger. De sidste ord, som han udtalte, inden han fordybede sig i meditation og gik over i befrielsen i nirvana, var:

»Alt er forgængeligt. Arbejd derfor på jeres frelse af al kraft.«

Buddha begyndte Benarestalen med at sige, at der i livet fandtes to yderligheder, som man måtte undgå: et liv i sansenydelse og et liv i selvplageri, som kun ville binde mennesket til forgængelighedens hjul eller karma.

Alt i verden er foranderligt og forgængeligt. Elementerne i den fysiske verden danner ustandselig nye kombinationer, der gensidigt er afhængige af hinanden for igen at opløses.

Selve mennesket er ifølge Buddha sammensat af fem grundbestanddele (Skandhas):

1) Den materielle form,
2) følelsen,
3) forestillingerne,
4) anlæg og drifter,
5) bevidstheden.

Disse elementer påvirker gensidigt hinanden, og al fysisk og psykisk aktivitet kan føres tilbage til disse faktorer.

I Buddhas veje er det vigtigt at fastslå, at medens upanishadetænkerne sætter alt ind på at finde en sjæl og bestemme dens væsen, så forkaster Buddha en sådan. Han finder i hvert fald, at det ikke er umagen værd at søge en sådan, fordi alle de processer, der virker i et individ, ikke kræver en permanent bærer af personligheden — såvel fysiske som psykiske processer kan forklares som produkter af de fem elementer, der ingenlunde er i besiddelse af nogen form for bestandighed.

Buddhisten vil søge at gennemskue og forstå livets sammenhæng og årsagskæden (nidana), som han kalder denne proces fra begær til eksistens og genfødelse, udgør uden tvivl den vigtigste del af den buddhistiske lære og er kærnen i Buddhas forkyndelse.

»Han afløser derved den brahmanske askets filosofiske grubien over guddommen og tilværelsens væsen med en analyse af det menneskelige sjæleliv. Han sætter m.a.o. psykologien på metafysikens plads.«

Buddhismen nåede sit højdepunkt i det 3. årh. f.Kr. under den indiske kejser Asoka, men blev derefter langsomt fortrængt af den folkelige hinduisme. I mellemtiden havde buddhismen dog bredt sig vidt omkring og antaget forskellige former alt efter den påvirkning, som den stedlige kultur udsatte læren for.

Efter udbredelsen spaltede buddhismen sig groft sagt i to hovedretninger, nemlig Hinayana (det lille fartøj eller vogn), der holdt sig til den ældre form og Mahayana (det store fartøj eller vogn), som har et bredere og mere folkeligt præg.

I Birma, Siam og Ceylon dominerer Hinayana, medens Mahayana blev udformet i Kina, Tibet, Mongoliet og Japan.

Inden for Hinayana må den enkelte selv udvirke sin egen frelse. Buddha har anvist målet og belært om vejen til oplysning gennem meditation og andre religiøse bestræbelser.

Mahayana-buddhismen lægger derimod vægt på forestillingen om en frelser. Det vil sige, at mange mennesker ved Buddhas nåde vil nå frelst til den anden bred af livets og dødens flod i det store fartøj.

Den japanske Zen-buddhisme er den gren af buddhismen, der i dag er bedst kendt over hele verden. Ordet Zen er en forvrængning af det kinesiske Chan, som var betegnelsen for Buddhas lære i Kina. Denne lære, som havde fået et taoistisk islæt, kom til Japan i det 12. årh. og delte sig i to sekter, Rinzai-grenen som er ældst og Soto, som har en større udbredelse.

De to grene er i virkeligheden temmelig ens. De lægger begge stor vægt på meditation, men Soto lægger større vægt på bogstudier og en mildere vej til den højeste oplysning end Rinzai-skolen, som går ind for en mere drastisk teknik. Denne går bl.a. ud på at stille novicen gåder eller bizarre spørgsmål, et såkaldt koan, som tilsyneladende er uløseligt. Herigennem søger Zenmesteren at bryde hans logiske tankebane og føre ham tilbage til »nulpunktet«, som er ensbetydende med satori, hvilket vil sige en momentan oplysning.

Skønt buddhismen bredte sig over hele Indien og som nævnt nåede sit højdepunkt omkring 300 f.Kr., blev den langsomt fortrængt af hinduismen og var i 1200-tallet næsten komplet forsvundet.

I mellemtiden var Upanishadernes filosofi fremstået i en udviklet og rigere form i Bhagavad Gita, som er hinduernes foretrukne hellige skrift eller bibel. Bhagavad Gita er et religionsfilosofisk digt, der er en del af det store helteepos, Mahabharata fra omkring 300 f.Kr. Bhagavad Gita er et skrift om yoga, som betyder forening, og skriftet handler om, hvorledes hovedpersonen Arjuna når til en forening med Guddommen, Shri Krishna.

Eksempelvis lyder Shri Krishnas anvisning således: »I tanken må du ofre alle handlinger til mig, fæst dig udelukkende ved mig, tag din tilflugt til skelneevnens yoga og tænk stadig på mig.«

I Bhagavad Gita skildres i modsætning til Upanishaderne en almægtig, personlig Gud, der kommer mennesket til undsætning, ligesom der lægges vægt på, at det ikke er nødvendigt at forsage verden og drive askese for at opnå enhed med Gud:

»Ikke ved Vedastudium, eller ved bodsøvelse, ikke ved gavmildhed eller offer kan man komme til at se mig i den skikkelse, du har set mig i. Men ved kærlighed til mig alene kan man i sandhed erkende mig, og få mig at se i den skikkelse og komme til mig, Arjuna.«
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kilde: Asger Lorentsen
Bog: Menneskets indre Univers
Forlag: Borgen
Kilde: Preben Sørensen
Bog: Meditationsteknikker, Veje til harmoni og selverkendelse.
Forlag: Borgen
     
Top 
Top