| Lidt
om Buddhas lære
Buddhas lære om de fire hellige sandheder. Disse fire sandheder
er formet efter det traditionelle vediske mønster som en læges
diagnose og forskrift, identificeringen af sygdommen, dens årsag,
udtalelsen om, hvorvidt den kan helbredes, og beskrivelse aflægemidlet.
Disse fire hellige sandheder drejer sig om:
Lidelsen, lidelsens årsag, lidelsens ophør og vejen, det
vil sige den ottefoldige vej.
Denne består af :
1) Ret anskuelse eller kundskab.
2) Ret beslutning.
3) Ret tale.
4) Ret handlemåde.
5) Ret levevis.
6) Ret stræben.
7) Ret eftertanke.
8) Ret meditation eller selvfordybelse
Buddha blev født omkring 560 f.Kr.. Han var en indisk fyrstesøn
og stammede fra den fornemme sakyaslægt, der havde hjemsted i
Himalaya-området i den sydlige del af det nuværende Nepal.
Der knytter sig mange legender til hans moders undfangelse af ham og
til hans fødsel.
Selve navnet Buddha er ligesom Kristus ikke et egentligt personnavn,
men en titel, der betyder den oplyste eller den fuldt vågne. Ifølge
den buddhistiske mytologi har der været flere forgængere,
og der vil komme nye i fremtiden.
Buddhas virkelige navn var Siddhartha Gautama. Han blev også kaldt
Sakyamuni (den vise sakyer) eller Tahagata (den, der har vandret vejen
til ende, eller den, der vandrer i sine forgængeres fodspor),
en titel der gives enhver buddha, men specielt Gautama.
Det var Siddharthas møde med det forgængelige liv, som
hans fader havde forsøgt at skåne ham for, der fik ham
til at forsage et liv i rigdom og velstand for at søge det uforgængelige
og Virkelige.
En dag, da han trods faderens forbud havde forladt paladsets mure, mødte
han for første gang lidelsen og sorgen i skikkelse af en syg,
en olding og et lig. Dette syn gav ham et voldsomt chok, og han så
denne verdens forgængelighed og stillede sig selv spørgsmålet,
om der fandtes noget, som ikke var forgængeligt.
Det fortælles videre, at oplevelsen gjorde den ellers så
muntre Siddhartha indadvendt og grublende, og en dag, da han var 29
år gammel, forlod han sin smukke hustru og nyfødte søn
for at begynde sin søgen efter det uforgængelige.
Han gik i lære hos to vismænd, som indførte han i
yogaen. Senere foretog han sammen med fem asketer bodsøvelser
i seks år. Men på et tidspunkt, da han var nær sultedøden,
brød han fasten og forlod asketerne, hvorefter han levede et
liv alene i dyb meditation.
Efter syv års vandringer, studium, askese og fordybelse kom Siddhartha
en dag til et smukt sted, hvor han satte sig i dyb meditation under
et figentræ, der nu kaldes Bodhi-træet, hvilket betyder
erkendelsens træ. Han havde sat sig med korslagte ben, rank og
ubevægelig og med ansigtet vendt mod øst, og han tog den
uigenkaldelige beslutning: »Lad hud, sener og ben tørre
ind, lad kød og blod i mit legeme tørre hen, jeg vil ikke
forlade denne stilling, før jeg har nået den fuldkomne
erkendelse.«
Den første nat gennemskuede Siddhartha Gautama sine tidligere
tilværelsers vældige kæde af reinkarnationer gennem
talløse opståede og forsvundne verdener. I den anden nattevagt
så han utallige væsener forsvinde og blive genfødt
og forstod, at de blev født på ny i kår, der stod
i forbindelse med deres tidligere gerninger. De høstede, hvad
de havde sået.
I den tredje nat blev tilværelsens sammenhæng i en række
betingede forhold af årsag og virkning (karma) åbenbaret
for ham.
Han havde nu nået den store oplysning og var blevet en buddha.
Mara, en personificering af den store illusion eller sanseverdenens
hersker, måtte erkende, at han ikke længere havde magt over
ham. Under Buddhas dybe meditation havde han nemlig forgæves fristet
ham, og efter den store oplysning søgte Mara slutteligt at formå
Buddha til at beholde den nyvundne viden for sig selv og gå ind
i den nirvanske tilstand, det vil sige en tilstand af absolut viden
og salighed, men Buddha valgte, beretter historien videre, at dele sin
erkendelse med andre, tilskyndet hertil af guden Brahma.
Buddha opsøgte nu de fem asketer og holdt sin første så
berømte Benarestale for dem. De blev de første munke i
Buddhas orden. I 40 år vandrede Buddha nu omkring og forkyndte
sin lære, og da han var omkring de 80 år og følte
døden nærmede sig, samlede han sine udvalgte disciple omkring
sig for at give dem sine sidste anvisninger. De sidste ord, som han
udtalte, inden han fordybede sig i meditation og gik over i befrielsen
i nirvana, var:
»Alt er forgængeligt. Arbejd derfor på jeres frelse
af al kraft.«
Buddha begyndte Benarestalen med at sige, at der i livet fandtes to
yderligheder, som man måtte undgå: et liv
i sansenydelse og et liv i selvplageri, som kun ville binde mennesket
til forgængelighedens hjul eller karma.
Alt i verden er foranderligt og forgængeligt. Elementerne i den
fysiske verden danner ustandselig nye kombinationer, der gensidigt er
afhængige af hinanden for igen at opløses.
Selve mennesket er ifølge Buddha sammensat af fem grundbestanddele
(Skandhas):
1) Den materielle form,
2) følelsen,
3) forestillingerne,
4) anlæg og drifter,
5) bevidstheden.
Disse elementer påvirker gensidigt hinanden, og al fysisk og psykisk
aktivitet kan føres tilbage til disse faktorer.
I Buddhas veje er det vigtigt at fastslå, at medens upanishadetænkerne
sætter alt ind på at finde en sjæl og bestemme dens
væsen, så forkaster Buddha en sådan. Han finder i
hvert fald, at det ikke er umagen værd at søge en sådan,
fordi alle de processer, der virker i et individ, ikke kræver
en permanent bærer af personligheden — såvel fysiske
som psykiske processer kan forklares som produkter af de fem elementer,
der ingenlunde er i besiddelse af nogen form for bestandighed.
Buddhisten vil søge at gennemskue og forstå livets sammenhæng
og årsagskæden (nidana), som han kalder denne proces fra
begær til eksistens og genfødelse, udgør uden tvivl
den vigtigste del af den buddhistiske lære og er kærnen
i Buddhas forkyndelse.
»Han afløser derved den brahmanske askets filosofiske grubien
over guddommen og tilværelsens væsen med en analyse af det
menneskelige sjæleliv. Han sætter m.a.o. psykologien på
metafysikens plads.«
Buddhismen nåede sit højdepunkt i det 3. årh. f.Kr.
under den indiske kejser Asoka, men blev derefter langsomt fortrængt
af den folkelige hinduisme. I mellemtiden havde buddhismen dog bredt
sig vidt omkring og antaget forskellige former alt efter den påvirkning,
som den stedlige kultur udsatte læren for.
Efter udbredelsen spaltede buddhismen sig groft sagt i to hovedretninger,
nemlig Hinayana (det lille fartøj eller vogn), der holdt sig
til den ældre form og Mahayana (det store fartøj eller
vogn), som har et bredere og mere folkeligt præg.
I Birma, Siam og Ceylon dominerer Hinayana, medens Mahayana blev udformet
i Kina, Tibet, Mongoliet og Japan.
Inden for Hinayana må den enkelte selv udvirke sin egen frelse.
Buddha har anvist målet og belært om vejen til oplysning
gennem meditation og andre religiøse bestræbelser.
Mahayana-buddhismen lægger derimod vægt på forestillingen
om en frelser. Det vil sige, at mange mennesker ved Buddhas nåde
vil nå frelst til den anden bred af livets og dødens flod
i det store fartøj.
Den japanske Zen-buddhisme er den gren af buddhismen, der i dag er bedst
kendt over hele verden. Ordet Zen er en forvrængning af det kinesiske
Chan, som var betegnelsen for Buddhas lære i Kina. Denne lære,
som havde fået et taoistisk islæt, kom til Japan i det 12.
årh. og delte sig i to sekter, Rinzai-grenen som er ældst
og Soto, som har en større udbredelse.
De to grene er i virkeligheden temmelig ens. De lægger begge stor
vægt på meditation, men Soto lægger større
vægt på bogstudier og en mildere vej til den højeste
oplysning end Rinzai-skolen, som går ind for en mere drastisk
teknik. Denne går bl.a. ud på at stille novicen gåder
eller bizarre spørgsmål, et såkaldt koan, som tilsyneladende
er uløseligt. Herigennem søger Zenmesteren at bryde hans
logiske tankebane og føre ham tilbage til »nulpunktet«,
som er ensbetydende med satori, hvilket vil sige en momentan oplysning.
Skønt buddhismen bredte sig over hele Indien og som nævnt
nåede sit højdepunkt omkring 300 f.Kr., blev den langsomt
fortrængt af hinduismen og var i 1200-tallet næsten komplet
forsvundet.
I mellemtiden var Upanishadernes filosofi fremstået i en udviklet
og rigere form i Bhagavad Gita, som er hinduernes foretrukne hellige
skrift eller bibel. Bhagavad Gita er et religionsfilosofisk digt, der
er en del af det store helteepos, Mahabharata fra omkring 300 f.Kr.
Bhagavad Gita er et skrift om yoga, som betyder forening, og skriftet
handler om, hvorledes hovedpersonen Arjuna når til en forening
med Guddommen, Shri Krishna.
Eksempelvis lyder Shri Krishnas anvisning således: »I tanken
må du ofre alle handlinger til mig, fæst dig udelukkende
ved mig, tag din tilflugt til skelneevnens yoga og tænk stadig
på mig.«
I Bhagavad Gita skildres i modsætning til Upanishaderne en almægtig,
personlig Gud, der kommer mennesket til undsætning, ligesom der
lægges vægt på, at det ikke er nødvendigt at
forsage verden og drive askese for at opnå enhed med Gud:
»Ikke ved Vedastudium, eller ved bodsøvelse, ikke ved
gavmildhed eller offer kan man komme til at se mig i den skikkelse,
du har set mig i. Men ved kærlighed til mig alene kan man i sandhed
erkende mig, og få mig at se i den skikkelse og komme til mig,
Arjuna.«
| |
